Hej
På det tre dage lange Arbejdsgruppemøde og Fælles Symposium om den molekylære basis for ME / CFS på Stanford Universitet, som blev sponsoreret af OMF, skinnede en masse videnskabelige fremskridt igennem. Vi bevæger os tydeligvis videre fra ren dataindsamling til at formulere nye hypoteser om årsagerne til symptomerne og endda mulige årsager til selve sygdommen. Man kunne nærmest røre ved den håbefulde energi!
Arbejdsgruppemødet samlede over 50 forskere fra rundt omkring i verden. Ronald W. Davis, PhD, som er formand for OMF’s videnskabelige rådgivningspanel, havde inviteret verdenskendte forskere, der var åbne for at samarbejde og dele deres uudgivne data. Som dr. Davis sagde: “Jeg inviterede nogle fremragende mennesker, der vægter intelligens højere end arrogance, og som arbejder med ME / CFS på det molekylære plan. Den viden der blev delt i år, var bemærkelsesværdigt længere fremme end sidste år. Entusiasmen for at indgå nye samarbejder var intens. Folk var så optagede af at planlægge nye samarbejder, at det var svært at komme videre i dagsordenen. Det føltes som en eksplosion af idéer.”
På Det Fælles Symposium samledes patienter, plejere, læger og forskere. Vi bød velkommen til knap 300 deltagere på Stanford samt over 4.800 livestream-deltagere. Dagen blev fyldt med glimrende oplæg om forskning, sammenholdets varme omfavnelse, og masser af fælles håb.
Jeg vil gerne takke forskerne for deres hengivenhed og hårde arbejde, samt alle der var med til at gøre dette flotte arrangement til sådan en succes. Også tak til alle donorerne, som gjorde dette vigtige stykke arbejde muligt. Uden jer ville denne fremgang ikke kunne have fundet sted.
Et resumé på engelsk fra Det Fælles Symposium, som Christopher Armstrong, PhD, har udarbejdet, kan findes her: Symposieresumé på OMF’s hjemmeside, eller læs resuméet på OMF’s Facebookside. Du kan finde oversættelser af denne og alle andre artikler på OMF’s hjemmeside.
Med håbefulde ønsker til alle,
Linda Tannenbaum
Stifter og CEO/direktør
OMF takker Anders Vang Nielsen for oversættelsen.